Her min tilgang til hvordan, men lad os start med hvad og hvorfor, fordi en fælles forståelse og et fælles sprog, er det bedste fundament for at drive en kulturforandring.
[…hvis du hellere vil lytte, så hop i bunden af indlægget og find oplæsningen]
Teamet & trygheden – en introduktion
Hvad er det, der gør et team til et team og ikke en gruppe? Overgangen fra at være en gruppe til at blive et team sker, når medlemmerne begynder at arbejde sammen mod et fælles mål, samarbejder og føler samhørighed. Det kræver klare roller, ansvar samt effektiv kommunikation. Disse elementer spiller alle en rolle for den psykologiske tryghed i teamet.
Psykologisk tryghed handler ikke om at søge harmoni, være venlig eller sænke kravene til performance. Det er ikke en undskyldning for ikke at tage hensyn til, hvordan adfærd påvirker andre. Det er heller ikke bare et andet ord for tillid. Psykologisk tryghed eksisterer på teamniveau, mens tillid refererer til relationen mellem to personer. Psykologisk tryghed er en flygtig følelse, mens tillid handler om forventninger og handlinger over længere tid. Det er den sociale kontrakt, vi laver med hinanden, når vi tager beslutninger eller løser opgaver i en gruppe. Hvis opgaven eller gruppen, der samarbejder, ændres, så ændrer den psykologiske tryghed sig også.
Her får du en introduktion til begrebet psykologisk tryghed, som er intro til fire kapitler om henholdsvis: Brug forskellighed, Driv dialog, Håndter fejl og Hjælp hinanden, der alle bidrager til psykologisk tryghed.
Psykologisk tryghed
Psykologisk tryghed er troen på, at jeg ikke bliver straffet eller ydmyget for at italesætte idéer, spørgsmål, bekymringer eller fejl (Amy Edmondson)[i]. Det opstår i teams, hvor individer føler sig trygge nok til at sætte både personlighed og faglighed i spil, også når der hersker stor uenighed. Vi er med andre ord trygge ved, at vi kan være os selv på arbejdspladsen, vi mærker, at vores bidrag tæller, og vi kan være sikre på, at vores kollegaers intention altid er til vores fælles bedste.
Et formål med at sikre psykologisk tryghed i et team er at undgå ensidig tankegang og at sætte forskellighed i spil – ikke bare for inklusionens skyld, men for kvaliteten og resultatets skyld. Teams, der har høj kvalitet i deres interaktioner, skaber med andre ord bedre resultater. Derfor er psykologisk tryghed ikke et mål i sig selv, men et middel til at nå mål. Men før vi når dertil, skal vi forstå, hvad der skal til for at skabe psykologisk tryghed.
At være sig selv sammen med andre
Evnen til at samarbejde med andre kræver emotionel intelligens. Teammedlemmernes intrapersonelle (det der sker i mig) og interpersonelle (det der sker mellem os) kompetencer spiller en central rolle i at skabe psykologisk tryghed. (Læs mere om Emotionel Intelligens her: Man kan ikke skille psykologisk tryghed og emotionel intelligens ad.) Lad os tage de fire søjler for emotionel intelligens (Daniel Goleman)[ii] og sætte dem i relation til psykologisk tryghed:
- Selvbevidsthed: Når du er bevidst om egne følelser og reaktioner, kan du bedre forstå, hvordan din adfærd påvirker andre. Det kan være med til at sikre, at kollegaer føler sig set og hørt.
- Selvregulering: Når du regulerer egne følelser og reaktioner, hjælper det med at undgå impulsive handlinger og negative udbrud, som kan skabe usikkerhed og frygt i et team. Forudsigelighed er trygt, og din adfærd skal være konsistent med det, du siger.
- Social bevidsthed: Empati og forståelse for andres følelser og perspektiver gør det lettere at skabe et miljø, hvor alle føler sig værdsat, og kommunikationen er åben.
- Relationskompetence: Effektiv kommunikation og konfliktløsning er nøglen til at opretholde sunde relationer og skabe resultater. Når teammedlemmer føler, at de kan udtrykke deres meninger uden frygt for negative konsekvenser, øges den psykologiske tryghed.
Én ting er trygheden, vi giver til hinanden ved brug af vores relationelle kompetencer – noget andet er dét, der er på spil i os selv.
At turde være anderledes sammen med andre
Andre i feltet definerer psykologisk tryghed som "a culture of rewarded vulnerability" (Timothy Clark)[iii], og en sådan simpel definition sætter et essentielt ord i spil: sårbarhed. Grundessensen i psykologisk tryghed er for mig denne sociale kontrakt: Når jeg viser min sårbarhed, så passer du på min værdighed. Sårbarhed kan komme til udtryk som tvivl, svagheder, usikkerhed, spørgsmål eller fejl, alle vigtige aspekter af læring. Hvad der er sårbart for én kollega, er ikke for en anden.
At være forskellig fra andre i teamet er i sig selv sårbart, hvis det ikke bliver behandlet med værdighed. Derfor er organisationers arbejde med inklusion ikke for deres blå øjnes skyld. Det er, fordi de ved, at når man sætter forskellighed i spil, så træffer man bedre beslutninger, skaber bedre resultater, finder kreative løsninger og løfter trivslen. Udover positiv påvirkning på resultater, når vi skummer fløden af forskellighed og inklusion, så findes der ikke noget mere sårbart for individet end at føle sig udenfor fællesskabet. Det er et menneskeligt instinkt at ville høre til flokken, og det er dét instinkt, der sammen med vores ældste del af hjernen, amygdala, ofte spænder ben for trygheden i teams.
Når vores hjernes stressrespons er trigget og advarselsklokken bimler "kæmp, flygt eller frys", så reagerer hele vores krop. Vores tænkning bliver kortsigtet og med skyklapper på, mens vores krop er klar til kamp (eller alternativt til at flygte eller spille død). Vi reagerer menneskeligt på frygt, og det er uagtet, om det er en tiger, der truer vores liv, eller en kollega, der truer vores ego eller identitet. Mekanismen i kroppen er den samme, og vældig praktisk, hvis vi skal glemme alt og flygte fra en tiger i en regnskov – og knap så praktisk, hvis vi har en opgave at løse på kontoret sammen med nogle kollegaer. Stressresponsen lukker nemlig ned for vores evne til at relatere og tænke kreativt.
Det er vigtigt at erkende, at psykologisk tryghed er en individuel, umiddelbar følelse, der er afhængig af situationen samt af de strukturelle og kulturelle rammer. Selvom følelsen er individuel, så er det det interpersonelle i teamet, der afgør graden af tryghed. At følelsen er en individuel trossag på teamniveau, gør psykologisk tryghed kompleks og svær at arbejde med.
Mange organisationer måler på organisationsniveau, men det giver ikke mening at angive psykologisk tryghed med ét tal på organisationsniveau, fordi det er en flygtig følelse, der skal ses i en samarbejds-sammenhæng. Hvis den måles på organisationsniveau, så er det især variansen, man skal interessere sig for, og desuden huske på, at psykologisk tryghed er en dynamisk størrelse.
Da psykologisk tryghed er den sociale kontrakt, vi har med hinanden, når vi skal løse en opgave i en gruppe, ændres den psykologiske tryghed sig også, hvis gruppen eller opgaven ændrer sig. Den tager vi lige igen, for det er en yderst væsentlig pointe: Hvis opgaven eller gruppen, der samarbejder, ændres, så ændrer den psykologiske tryghed sig også.
Edmondson kommer fra begrebet "teaming". Det bliver brugt som et verbum, altså noget vi gør, og ikke noget vi er. Vi teamer. Vi er ikke et team. Hun oversætter det med "collaboration on the fly" (samarbejde på farten) og definerer det som det, vi gør, når vi arbejder sammen om en opgave med andre end det strukturelle team, vi hører til.
Teaming er altså at samarbejde med forskellige på tværs af en organisation. Det gør vi ofte. Nogen mere end andre. Eksempelvis, er projektorganisationer, matrixorganisationer og selvledende organisationer gode eksempler på, hvordan sammensætningen af teamet handler om opgavens karakter.
Jeg vil gætte på, du selv indgår i forskellige relationer, hvor graden af tryghed og kvaliteten af samarbejdet varierer. Derfor skal vi gøre en forskel dér, hvor vi har indflydelse. Selvom lederne har et særligt ansvar, så er psykologisk tryghed et fælles ansvar, da det er gruppen, som driver dialog, sætter forskellighed i spil, lærer af fejl og hjælper hinanden – alle de kompetencer, vi kan udvikle.
Kilder:
[i] Amy Edmondson, The Fearless Organization.
[ii] Goleman, Daniel: Emotional Intelligence
[iii] Timothy Clark: The four stages of psychological safety