Resiliens handler om at genopbygge og genoplade, så vi ikke brænder sammen eller brænder ud. Vi kan ikke kontrollere alt, men vi kan kontrollere noget. Og det er dér, vi skal sætte ind. Start med dine fem energikilder: fysisk, emotionel, mental, social og spirituel.
Resiliens handler ikke om at undgå udfordringer – det handler om, hvordan vi reagerer, når de opstår. Det er evnen til at tilpasse sig og komme hurtigt tilbage efter modgang, stress, forandringer eller uventede setbacks. Det er ikke modstandsdygtig (aka robust), det er tilpasningsdygtig. At være resilient betyder at kunne bevare eller genfinde følelsesmæssig balance, mental klarhed og motivation – selv under pres.
En vigtig biologisk spiller her er vagusnerven, som regulerer vores stressrespons og hjælper os med at skifte fra kamp-flugt-frys og en trigget stressrespons til ro og genopbygning. Når vi aktiverer vagusnerven gennem eksempelvis dyb vejrtrækning, styrker vi vores evne til at håndtere pres og genvinde balance.
Nu er det jo ikke for sjov, min virksomhed hedder Vagus. Du kan læse mere i nedenstående tidligere blog indlæg, hvis du vil forstå mere om vagus: Når du ved, hvad vagusnerven gør, så ved du hvorfor, du skal passe på din. Nu, videre om resiliensen.
Er det individet eller organisationen der er resilient
Resiliens bliver ofte omtalt som noget individuelt – og det synes jeg er lidt ærgerligt. For så glemmer vi potentialet i det systemiske: i teams, i organisationer og i samfundet. Vi bør huske alle niveauer: Det individuelle, som handler om at håndtere stres, bevare energi og komme tilbage efter setbacks. Og det organisatoriske og samfundsmæssige, som handler om at skabe strukturer og kulturer, der fremmer fleksibilitet, læring og kollektiv styrke i usikre og uforudsigelige tider.
Resiliente organisationer forstærker individuel resiliens gennem psykologisk tryghed og fælles formål. Og resiliente kollegaer…ja, de smitter bare med deres ro og balance, når andre kollegaernes nervesystemer har aller mest brug for det. Relationer spiller en stor rolle, fordi oplevelsen af forbundethed påvirker vores følelse af tryghed og derned balance i vores følelsesmæssige systemer.
Balance er helt afgørende for at vi ikke bliver hverken for skrøbelig eller for rigid. Det handler om at finde balancen – og det er ironisk nok lettere at træne, når vi allerede er i balance.
Resiliens bliver ofte omtalt som noget individuelt – og det synes jeg er lidt ærgerligt. For så glemmer vi potentialet i det systemiske: i teams, i organisationer og i samfundet.
Balance er det nye sort
Resiliens er ikke kun en måde at tænke på – det er i høj grad en måde at forvalte vores energi på. Som Tony Schwartz skriver i The Way We’re Working Isn’t Working og Francesca Giulia Mereu i Recharge Your Batteries, er vores evne til at stå stærkt under pres tæt knyttet til, hvordan vi balancerer fem forskellige energidimensioner.
- Fysisk energi – fundamentet for resten
Fysisk energi er vores grundlag. Når kroppen er i underskud, bliver alt andet sværere. Søvn, god ernæring, bevægelse og hydrering er ikke luksus – det er nødvendighed. Omvendt dræner søvnmangel, dårlig kost og lange dage foran skærmen uden pauser os hurtigt. Små ritualer som walk-and-talks, regelmæssige vandpauser og god søvnhygiejne kan gøre en stor forskel. - Emotionel energi – følelser former kapacitet
Vores følelser påvirker, hvor meget vi kan rumme. Positive følelser som taknemmelighed og anerkendelse udvider vores kapacitet, mens kronisk stress, negativitet og uløste konflikter trækker os ned. At skabe plads til følelsesregulering styrker vores emotionelle energi. Det kan fx være gennem journaling, vejrtrækningsøvelser eller en daglig refleksion over, hvad vi værdsætter. - Mental energi – klarhed under pres
Mental energi handler om fokus og klarhed. Når vi prioriterer, fordyber os og giver os tid til refleksion, træner vi vores mentale styrke. Multitasking, konstante afbrydelser og informationsoverload er de største drænere. Derfor er pauser, planlægning, fokustid og stille tid ikke spild af tid, men en bevidst investering i mental robusthed. - Social energi – relationer giver styrke
Vi er sociale væsener, og relationer er en afgørende energikilde. Tillid, samarbejde og psykologisk tryghed booster os, mens isolation og giftige interaktioner tærer på kræfterne. Små ritualer som team-checkin, anerkendelser i det daglige og fælles pauser skaber positiv energi, der smitter. - Spirituel energi – det der giver mening
Når vi ved, hvorfor vi gør det, vi gør, har vi en dybere kilde til energi. Meningsfuldt arbejde, formål og storytelling giver os retning og styrke, mens meningsløshed og kynisme dræner os. Ritualer som refleksion og deling af historier hjælper os med at holde forbindelsen til vores “hvorfor”.
Selvom vi er mere ens end forskellige, er det individuelt, hvad der dræner os og lader os op. Derfor starter resiliens med selvbevidsthed: Hvordan ser din balance ud? Hvad giver dig energi – og hvad tager den fra dig? Og vigtigst: Hvad kan du selv påvirke? Start dér.
Kilder (bøger)
- The Way We’re Working Isn’t Working by Tony Schwartz
- Recharge your batteries by Francesca Giulia Mereu
Læs eller se også:
Hvis du har spørgsmål til køb af bøger eller er interesseret i en dialog om, hvordan et samarbejde med Vagus kan styrke dig, jeres team eller din organisation, så skriv eller ring gerne til mig.

Sarah Møller Lundberg
Senior konsulent
+45 20670077