Min sommerferielæsning i år spændte bredt – og især bogen ”Gopler ældes baglæns” gjorde stort indtryk. Min gymnasietids kemi, fysik og matematik-højniveau-hjerne var begejstret for alt molekylær-lingo, og resten af mig var glad for fortællingerne, der når langt omkring. Her lidt om to af bogens vigtigste begreber og videnskabens vigtigste pointe, når man gerne vil leve længe.
Jeg kan ødelægge den bedste bog i hverdagen. Jeg læser tre sider. Falder i søvn. 4 sider. Så skal jeg lige ordne noget. 14 sider og glemmer de syv. Så går jeg syv tilbage og læser igen. Det bliver usammenhængende og ikke for godt, uagtet bogens kvalitet. Mon det bare er mig?
Derfor glæder jeg mig også til ferietid, hvor jeg kan nå at læse ordentligt og give bøgerne den tid, de fortjener. I år har jeg med glæde gemt Gopler ældes baglæns – videnskabens svar på et længere liv af Nicklas Brendborg, som jeg fik i 40-års-fødselsdags gave (seføli), og Kærlighed af Anders Agger og fotografen Mingo, til min ferie. Jeg kom også gennem romanen Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet af Heidi Linde. Aggers bog er ret fin og Lindes bog er genialt god, men det er en anden historie. Her lidt tanker efter at have læst den om goplerne – for den satte da lidt tanker i gang og skubbet til forandring.
Hvis du ikke kender bogen, så her lige en kort intro: Gopler ældes baglæns handler om, hvordan vi får et langt og sundt liv. Den unge forsker og molekylærbiologi-studerende, Nicklas Brendborg, fortæller fint, jordnært og perspektiverende om videnskabens kamp mod aldring og peger på, hvad man selv kan gøre for at leve længere. Rejsen går forbi klodens fjerneste egne, mest højteknologiske laboratorier og alt derimellem.
To hovedbegreber
Det er virkelig en interessant bog (altså ikke ”interessant” på Niels Hausgaard måden, men vaskeægte interessant). Jeg har lært om heldige nøgenrotter, en 400 år gammel haj, en 5000 år gammel børstekoglefyr og gopler der, ja, ældes baglæns. Om hvorfor nogle piller mod sygdomme har farver og en masse om onde og gode celler. Om at man ikke lever længere af kosttilskud med antioxidanter og om gener, man er heldig at have, men at, hvordan, vi lever, betyder mere end gener for længden af vores liv. Jeg har også lært videnskabens svar på, hvorfor mening og relationer er vigtige for at leve længe.
Der er så mange vilde historier og eksperimenter, så det er svært at holde styr på dem og formidle dem videre til andre. Det ville have været en stor hjælp, hvis Brendborg havde lavet en killer opsummering til sidst. Jeg kan hjælpe og konkludere, at to af bogens vigtigste begreber er Autofagi og Hormese. Hovedpointen tager vi om lidt.
Autofagi beskives som kroppens cellulære skraldemænd, der renser ud i skadelige celler. For at holde dem i gang er det vigtigt, at vi udsætter os selv for udfordringer, stress eller skade, der gør os stærkere, også kaldet Hormese. Netop Hormese-begrebet gjorde indtryk på mig, fordi det både gælder fysisk og mentalt. Eksempler på noget, der er sundt for kroppen, er faste og træning, dog i den rette dosering. Det kan også være små mængder af gift, bakterier eller radioaktive stoffer, som vi udelukkende tænker dårligt om. Der er åbenbart noget om det med, at børn skal have lidt bakterier dagligt.
Forfatteren forklarer behovet for stress med et eksperiment lavet med træer, der bliver stærkere af vind, fordi det presser dem – og (ja) gør dem stærkere.
“Selvom vinden er en af træernes værste fjender, kan de ikke klare sig uden den. Vindens utrættelige trussel gør træerne stærkere og mere modstandsdygtige – uden den bliver de svage. Med andre ord har træerne godt af at blive udsat for modstand. Og det er de ikke de eneste, der her.”
Så når vi pruster under motion og føler os pressede, så kommunikerer kroppen ”du er nødt til at blive stærkere”, og så gør vi det. Vi bliver stærkere. Det gælder også mentalt, men vi ved alle, at vi skal balancere, hvornår stress eller udfordringer brænder os ud eller bygger os op. Og balance er essentielt (det har jeg skrevet noget om i et andet blogindlæg her: Selv en blyant bliver tung).
Grunden til jeg skriver det her er, at hormese fint kan tænkes ind i vores arbejdsliv også, hvor vi også skal skubbes til og udfordres, for at vi bliver stærkere og skarpere. Vi skal træne vores Vagus-nerve, men igen skal det balanceres.
Den vigtigste pointe
Selvom hormese-begrebet er bogens vigtigste begreb for mig, så er bogens vigtigste pointe, at motion er og bliver den vigtigste vej til at forebygge aldring og døden. Men motion er dog (desværre) ingen garanti. Som forfatteren selv skriver: ”Hvis motion var en eller anden form for pille, ville det være verdens bedste medicin.”
Noget jeg vil gøre anderledes eller skal sørge for at blive ved med efter at have læst bogen? Ja. Jeg vil huske mig selv på, at jeg ikke er døden nær, når jeg mærker sult (folk omkring mig er dog i nogen form for fare); jeg vil blive ved med at motionere, og så må jeg hellere blive bedre til at bruge tandtråd. Hvorfor det sidste? Ja, det må du jo selv læse dig til…
kr. 249,00