Lederskab er ikke noget, man får

Fremtidens organisationer peger i retning af mere selvledelse og dermed færre ledere eller som minimum en redefineret lederrolle, der i højere grad har fokus på retning og måden, vi arbejder på og ikke blot, hvad vi præsterer. Der skal fokus på proces, som styrker relationer, mod til læring og evnen til at navigere i iterative processer. I fremtidens organisation er ledelse ikke forbeholdt ledere.

Ledelse er noget, man udviser og tager ansvar for, både når det kommer til omsorg for andre og for at skabe fremdrift. Ledelse af fremdrift omkring opgaven er ikke forbeholdt lederne. Det kræver, at medarbejdere går på arbejde uden at frygte at miste ansigt og have behovet for at spille skuespil for at opretholde en facade og passe på sig selv. Det frigiver tid og energi til opgaven. Vi skal drive forandringer med udgangspunkt i individers indre motivation og ikke tro, at motivation kan drysses fra toppen og ned. Forandringer er en del af driften og ikke en konstant læggen på, som bare lægger organisationen ned. Vi skal drive forandringer, der skruer ned for kompleksiteten og op for trivslen.

Det er slut med topstyret, velpoleret ego-ledelse, hvor karisma og pisk er arbejdsredskaber. Vores behov for kontrol æder op af meningen, for som den tyske filosof Harmut Rosa siger, så er en verden, der er fuldstændig kendt, planlagt og styret, en død verden. Behovet for det ukontrollerede, fællesskabet og relationer har betydning for, hvilke mennesker, der skal være ledere i fremtiden. Det er der flere af nutidens ledere, der ikke skal, fordi de er bedre specialister end ledere. De skal ikke degraderes, men have en anden rolle. Synet på ledere og ledelse skal reframes, for vi har en ungdomsgeneration, hvor hver anden vil være leder. De unge skal forstå, at ledelse er andet end personaleledelse, nemlig at tage ansvar, vise mod, gå forrest og passe på flokken, når vi sammen skal fremad. Specialistens rolle skal til gengæld igen løftes op på højde med lederen, fordi magten udlignes og bidraget til fællesskabet bliver bedre fordelt. Magt får en anden valuta end titel, beslutningskompetence, godkendelse af rejseafregning, opstilling af mål og blåstempling af udviklingsplaner. I fremtidens organisation bliver magtens valuta ansvarlighed, skaberkraft og menneskelighed.

Trods nye organisationsformer og ledelsestilgange, så spiller lederne i dag stadig en fundamental kulturbærende rolle, fordi de kan bringe forventninger til og forbedringer af adfærd tæt på konkrete arbejdssituationer hos individ og team. Jeg tror ikke på, at fremtidens organisationer er lederløse, men at magten og især beslutningskompetencen distribueres helt eller delvist. Lederskab er naturligt for mennesket på samme måde, som flokken er. Vi har brug for flokken for at kunne sammenligne kompetencer og styrker, fordi den evolutionære evne til det er koblet til vores evne til at tilpasse og udvikle os. Den evne er netop det, der gør, at et individ underkaster sig for at indgå i flokke, familier og samfund, og dermed fravælger livet som enlig ulv. Det er her, vi opnår det sammenhold, vi har brug for. Der kommer derfor naturligt ledere i vores organisationer, men i mindre grad ledere af titel. Lederskabet falder naturligt for alfahannen, og flokken søger ofte en leder at følge. Fremtiden vil minde os om, at det er følgeskabet, der gør en leder til en leder.

Vi skal tage det instrumentelle ud af ledelsen, fordi god ledelse udfolder sig i relationer mellem mennesker. Ledelse handler om mennesker, og vi vil forhåbentlig se ordentlighed, mavefornemmelse og ”vi finder ud af det” erstatte KPI’er, scenarieanalyser og ”fordi jeg siger det”.

I stedet for selvledelse, så lad os kalde det samledelse. Organisationer og teams har brug for sammen at tage beslutninger og klart vide, hvilke roller, vi hver især spiller, når vi skal flytte os fremad. Stærke rammer for samledelse, samspil, samarbejde, samfølelse, samklang, sammenhængskraft og samtale er nødvendige rammer for fremtidens organisation. Vi skal forstå og navigere mod fremtiden, mens vi er tilstede og nærværende i nutiden. Vi skal styrke samtiden – en styrke, vi finder i fællesskabet. En nervecelle alene er ikke stærk, det er nervecellernes sammenhæng i nervesystemet, der gør, at det kan tilpasse sig og passe på mennesket. Det er sammenhæng, der gør systemet stærkt og sikrer, at systemet reagerer hensigtsmæssigt på ydre og indre stimuli. Det er også sammenhænge forstået som relationer og kommunikation, der gør organisationer resiliente.

Det er paradoksalt, da min bog Lad os alle lede sætter individets kompetencer over fællesskabet, fordi de kompetencer er en mellemregning til stærkere fællesskaber. Det skyldes, at fællesskab kræver, vi giver noget af os selv. Ikke kun den alment accepterede og polerede del af os, men det hele menneske. Vi skal lære af det, naturen har vidst hele tiden, eller genlære og finde måder at mærke og minde os selv om, at vi er mennesker med styrker og svagheder, som den verden, vi har skabt, forsøger at få os til at glemme. Når vi bevidst viser vores svagheder som individer, så står vi stærkere sammen. Det har mennesket altid udnyttet, og det må vi ikke glemme, når vi med respekt for hinanden skaber og leder fremtidens menneskelige organisationer. Sammen.